Processen med at omdanne polypropylen- og polyesterpolymerer til nonwoven-stof er ikke så slem som forarbejdningen af syntetisk plast, men den bruger stadig meget energi. Fremstillingen af fiberdug kræver varme, tryk og andre maskiner, som alt sammen genererer drivhusgasser, der ikke er så miljøvenlige som organiske råvarer. Det er grunden til, at mange producenter af disse typer stoffer er begyndt at bruge miljøvenlige polymerer, der er afledt af vedvarende ressourcer i stedet for oliebaserede råmaterialer.
Nogle bionedbrydelige polymerer er baseret på naturligt forekommende eller petrokemisk baserede polysaccharider, termohærdende polymerer fra vegetabilske olier eller syntetiske polymerer med additiver, der er ansvarlige for foto-, oxo- og bionedbrydning (Farrington et al., 2005). Under nedbrydning hydrolyseres langkædede polymerer til oligomerer med lavere molekylvægt ved virkningen af mikroorganismer i nærvær af vand og oxygen. Reaktionen fremskyndes ved tilsætning af syre eller alkali og ved påvirkning af temperatur og fugtighed.
Biologisk nedbrydelige polymerer er normalt ikke forurenet af jorden, hvori de er begravet eller komposteret. De kan dog forurene jorden med kuldioxid, metan, vand og humus (Farrington et al., 2007).
Agrotekstiler fremstillet af disse biologisk nedbrydelige materialer kan bruges i en række forskellige applikationer. De kan bruges til at beskytte jorden mod erosion, til at holde på fugt og næringsstoffer i marken og til at undertrykke ukrudtsvækst. Nogle af disse agrotekstiler kan endda hjælpe med at øge afgrødeudbyttet ved at reducere behovet for gødning.
Bionedbrydeligheden af agrotekstiler er afhængig af deres celluloseindhold, krystallinitet og temperatur. De bedste agrotekstiler, der kan bruges til erosionskontrol, er dem med højt celluloseindhold og lav krystallinitet. Agrotekstilerne skal lægges i blød i vand i ca. to timer for at sikre, at de er fuldt mættede, før de testes for biologisk nedbrydelighed.
Biologisk nedbrydeligheden af de nonwoven hygiejnemåtter, som var syet med jute- og hampfibre, blev testet. Resultaterne viste, at bionedbrydeligheden af disse hygiejnemåtter var tilfredsstillende baseret på sensorisk evaluering og trækstyrkeanalyse. De hygiejnemåtter, der havde det højeste niveau af biologisk nedbrydelighed, var dem med en høj procentdel af korte fibre. De hygiejnemåtter, der havde den laveste biologiske nedbrydelighed, var dem med den største koncentration af lange fibre. Dette skyldes, at de længere fibre har en mere udtalt modstand mod mikrobiel nedbrydning end korte fibre.
